Farver fascinerer mig – tænk, at der findes så mange forskellige og smukke farver i en verden, hvor vi danskere ellers har en forkærlighed for det sorte, grå og hvide. Jeg elsker at lege med farver, vand og spraymaling, fordi der er så mange muligheder i de tilfældigheder, der opstår, når man blander alle 3 ting sammen – præcis ligesom livets tilfældigheder giver masser af muligheder. Kunsten er at udnytte det til noget spændende og godt – en kunst, jeg til stadighed øver mig i med både billederne og livet.

Jeg har tegnet og malet i mange år, fordi jeg prøver at holde den usynlige verden fast i min hukommelse. Ting, vi ikke kan se, kan nemlig godt males og holdes fast i et billede. Som I kan se på nogle af de ophængte billeder, har jeg altid været særligt optaget af hånden som motiv. Med hænder kan man udtrykke næsten alt – også den usynlige Gud, fordi han netop er en Gud, der handler! Forholdet til Gud er centralt i mine billeder – også der, hvor du ikke umiddelbart kan se det. Hvis du har lyst til at udforske det nærmere, er du velkommen til at kigge på min hjemmeside galleri-noer hvor du bl.a. finder en forklaring på mine tanker om malerierne.

Helle Noer, Brejning